Knyttede næver.
Det var under jul denne frydfulde tid
for solsidens glade gjester.
Thi svirer de om den ganske helg
alt mellem de lysende fester.
Da naaede hid et bud om en mand,
som var frosset ihjel oppaa fjeldet
med knyttede næver, hvor skrænten brat
stuper ud mod prestegjeldet.
Dernede de mægtige gaarde paa rad
breder sig i det vide.
Der gaar det vel leg, der gaar det vel dans
saa glad under juletide.
Der er det vel fest med vin og sang
bag hver en skinnende rude.
Hvor kan man da kræve en tanke for ham,
som hjemløs fryser derude, —
fryser til døden paa skræntens sne
der over bygden den brede.
Det syn har taget min ro og fred,
har taget min juleglæde.
Det syn jeg ser, hver gang klangen gaar
af bjælder fra julefærden, —
den maankolde nat under stjernernes rad,
den hele straalende verden, —
under tindrende stjerner det sluknende blik
mod de varme, de lysende gaarde, —
det usseltklædt lig paa skræntens sne
med knyttede næver haarde.
Mig var, som det varsled forfærdende stumt
om et daglig stundende møde
med næver, som knyttes i had og i trods,
men — tro mig — af andre end døde.
Just Broch.
Samtiden, Nr 2 og 3 Mars 1893, «Populært tidsskrift for litteratur og samfundsspørsmaal».